Fordelene ved selvmonitorering er kort fortalt:

• Hjælper patienten med at bidrage til sin behandling, hvilket fører til bedre compliance
• Hyppigere måling betyder længere tid i terapeutisk område (og dermed færre komplikationer)
• Bedre livskvalitet/større uafhængighed på arbejde, på ferie, hjemme
• Bedre og sikrere finjustering af behandlingen sammenlignet med den normale målingsproces
• Ingen venepunkturer (kun en dråbe blod fra fingerspidsen)

Måleintervallet anbefales i reglen i forbindelse med træningen, og patienten bør diskutere det med lægen. Roche og ISMMM anbefaler ugentlig måling, men det kan variere fra land til land.
Hvis værdierne er usandsynlige og svinger kraftigt, er hyppigere måling nødvendigt. De værdier, der skal måles af patienten med CoaguChek^® systemerne, og de krævede laboratoriekontrolværdier skal diskuteres med den læge, som står for behandlingen.

Så tidligt som begyndelsen af 80’erne anbefalede WHO brugen af INR i stedet for Quick-værdien ved bestemmelse af koagulationen.

INR-værdien beregnes også ud fra patientens koagulationstid. Men ISI-værdien inkluderes i beregningen. Producenten beregner ISI-værdien (International Sensitivity Index) ved at sammenligne med et internationalt standardtromboplastin. På denne måde kompenseres for de forskellige sensitiviteter af de reagenser, der er tilgængelige på markedet.

Først divideres en patients koagulationstid med en rask persons koagulationstid (normalværdi). Dette forhold repræsenterer en patients forlængede koagulationstid sammenlignet med en rask person. Men da sensitiviteten af de anvendte tromboplastiner er forskellig (på grund af deres oprindelse), skal den beregnede sensitivitetsfaktor (= ISI) tages med i beregningen. ISI er en eksponent, hvormed forholdet øger effekten.

Ved at bruge International Sensitivity Index (ISI) kan de forskellige INR-værdier sammenlignes. Derefter standardiseres resultaterne. Hver producent matcher sit reagens til et standardreagens, referencetromboplastinet, som er defineret af WHO. En ISI på én (human oprindelse én) for referencetromboplastinet er meget tæt på 1. Hver producent fastsætter ISI-værdien for sit reagenslot ved at matche sit tromboplastinlot til et masterlot, som er målt over for WHO’s referencetromboplastin. Den ISI-værdi, der fås på denne måde, indsættes i beregningen af INR som en eksponentværdi afhængig af lot og metode.

En person, som ikke tager blodfortyndende medicin (orale antikoagulerende midler), har typisk en INR-værdi på 1. En målt INR-værdi på 2 betyder, at blodet er dobbelt så lang tid om at koagulere. En INR på 3 betyder altså, at koagulationen tager 3 gange så lang tid.

Konklusion: Jo højere INR-værdien er, dvs. jo længere koagulationstiden varer, desto mere er koagulationen nedsat.

INR er den internationale enhed, anbefalet verden over, til bestemmelse af tromboplastintid (PT). WHO anbefalede brugen af INR i stedet for Quick-værdien som enhed for målingen af koagulation helt tilbage i starten af 80’erne.

Grunde til at bruge INR:

• INR er sammenlignelig, dvs. de målte koagulationsværdier kan sammenlignes trods forskellige tromboplastiner.
• Med INR kan man standardisere koagulationsintensiteten for visse indikationsgrupper, uafhængig af det anvendte tromboplastin og apparat.
• Med INR får man bedre monitorering af patientbehandlingen.
• INR-værdien er omvendt proportional med Quick-værdien.

Det terapeutiske område er det område, som INR-værdien for en patient, der tager antikoagulerende midler, bør ligge inden for. Det generelle terapeutiske standardområde tager ikke højde for en patients individuelle tilstand.

Følgende gælder for indtagelse af alkohol: Større mængder alkohol har en koagulerende virkning. Et kronisk alkoholforbrug har imidlertid den modsatte virkning, dvs. blodets koagulation reduceres. Derudover må man ikke glemme risikoen for skader, hvis en person “ikke længere kan stå på sine egne ben”. Det er derfor altid et spørgsmål om den rette balance!

En række lægemidler har en fremmende eller hæmmende indvirkning på antikoagulationen. Under alle omstændigheder skal man se i indlægssedlen under “interaktioner, bivirkninger, tiltænkt anvendelse, kontraindikationer, specielle bemærkninger”, om lægemidlet indvirker på de orale antikoagulerende midler.

• Smertestillende midler (f.eks. acetylsalicylsyre)
• Antireumatiske midler (f.eks. phenylbutazon)
• Antibiotika (f.eks. penicillin, ampicillin, tetracyclin)
• Kolesterolsænkende midler (statiner, fibrater)
• Antiarytmiske midler (f.eks. amiodaron, chinidin)
• Antidepressive midler (tricykliske antidepressive midler)
• Diuretika (f.eks. etacrynsyre)
• Hypoglykæmiske midler (f.eks. sulfonylurinstoffer)
• Thyreoideahormoner

Denne liste er ikke komplet! Kun de mest almindelige lægemiddelklasser og lægemidler er angivet.

Reduktion af virkningen betyder: Trombofili øges, INR falder:

• Antiepileptiske midler (f.eks. carbamazepin, barbiturater)
• Antimykotika (f.eks. griseofulvin)
• Tuberkulostatika (f.eks. rifampicin)
• Vitaminpræparater (vitamin K)
• Laksantia skal benyttes med forsigtighed, da virkningen på antikoagulationen ikke kan forudsiges